Alette Karoline Eriksen

  Generelle notater:

Alette skriver:
Den 3dje november 1879 tog Vorherre min kære elskede moder bort fra denne jord og hjem til sig, moder min kære gode moder døde i troen på sin Herre og frelser. Hun holdt fast ved de 2 salmer Under dine vingers skygge Herre lad mig bo og bygge og Stadig kamp vort liv må være, moder var træt af livet her og ked af at leve i denne syndige verden, men for sine kæres skyld ville hun også nok have blevet her en tid endnu, men nu er hun faret vel. Gud ske tak og lov derfor, Herren hjælpe os at blive som hun var.Jesu vor frelser tog i vor sorg så mildt og kærligt på os som han kunne, og vi følte, at han i de sorgens dage var nær hos os og boede i vort hjem, o hvor var det dog velsignet at have ham til gæst. Ja tusinde tak derfor, sidste aften moder levede bekendte vi sammen med hende troen og bad fadervor og sidste aften hun var her i huset knælede alle hendes kæreste omkring hendes kiste og bad et fadervor, næste dag hun blev jordet havde hun et stort følge ti hun var elsket og afholdt af alle både høje og lave.
Den 24de marts 1880 blev jeg viet. Herren hjælpe mig, så jeg må blive en god hustru og moder.-
Den 17de januar 1881 gav vorherre os en lille velsignet sund og velskabt dreng og den 27de marts holdtes han over dåben og blev et lille Vorherresbarn. Herren hjælpe os nu at opdrage ham så han må vedblive at være det.-
Den 11te marts 1885 gav Vorherre os en lille sund og velskabt pige, der var glæde hos bedstefader fader og moder over den lille pige, men den jordiske glæde at have hende hernede hos os varede kun kort,påskeløverdag den 4de april samme år blev hun syg,den 7de april blev hun døbt her i hjemmet og fik navnet Katrine efter min moder,det var en højtidelig stund her i hjemmet,den 8de april tog Vorherre hende hjem til sig,nu har hun det velsignet godt det lille englebarn,fader og moder kunne aldrig have gjort det så godt for deres lille pige,men sorgen savnet og længselen var alligevel her i hjemmet over ej mere at have vort kære lille barn hernede hos os, den 13de april blev hun begravet og pastor Ehlers sagde et farvel til det kære lille barn ved hendes kiste inde i kirken,jeg gik samme dag i kirke hvor pastor Ehlers også havde nogle gode ord at sige til mig.-Før vi kørte her fra hjemmet med vores lille Katrine sang vi "Alt står i Guds faderhånd", i kirken "Bliv hos mig kære Herre Krist" ved graven "Sov sødelig sov blødelig". Den 14de maj 1885 kom her telegram fra Odense at min kære søster lå på sygehuset og var syg,om jeg straks ville komme derover,jeg rejste den næste dags morgen var hos hende den dag og nat og næste dag,hun var opereret før jeg kom, så hun var så svag at hun ej kunne tale ret mange ord, det gik så hver dag en lille smule fremefter med hende i en 8 dages tid, hendes børn var en dag ude at se til hende og hun var så glad ved dem, men så blev hun igen dårligere, og den 2. juni døde hun, det var en stor og alvorlig tid for mig de 3 uger, som jeg der tilbragte på Odense sygehus,en tid som jeg aldrig glemmer,da min egen kære søster mærkede, at hun skulle skilles fra os hernede,og at vi var fortrolig med den tanke at hun gik bort fra os hernede,da talede hun med os om alting,både om sine børn-hun var så vis på at Vorherre nok skulle sørge for dem-og alt andet hvad der lå hende på sinde,hun bad os at hilse alle sine venner, og alt det skete med en stor ro og alvor,hun takkede os alle så uendelig mange gange for alt hvad vi havde været for hende,både dem på sygehuset, som der havde passet hende,og os andre.-Hun føte sig mest tryg og rolig, når hun kunne sove med sin hånd i mine,eller jeg kunne sætte mig hen til sengen og hun kunne lægge sit hoved op til mig og sove der da havde hun det så godt sagde hun,ja vi elskede hinanden som kun få søstre kan gøre det. Vi tog minder frem fra vor barndoms lykkelige dage talte om det uendelige gode hjem vi havde havt om hvor gode vore forældre havde været ved os,om den skønne ungdomstid som vi have tilbragt med at være på højskolen og rejse omkring i alle lande og se og høre så meget,jeg læste for hende og vi bad sammen,så drog hun mig ned til sit lagde sin arm om min hals og sagde læg nu dit hoved her på puden ved siden af mig lille stakkels søster for du trænger til at hvile dit trætte hoved du må våge så meget for min skyld og så sover vi begge to så sødt i Jesu navn.-Hun ønskede så meget at se vor gode fader før hun døde hun ville spørge ham om han ej ville have en hilsen med op til moder,for nu blev hun jo den første der fik hende set i Guds dejlige himmel.Vi tillegraferede så efter fader men det var for sent at han kom de fik ej talt sammen,vi klædte hende så og lagde hende i sin kiste og rejste så hjem den næste dag den 3dje juni, det lettede sorgen noget at jeg længtes så meget efter min mand mit barn og mit hjem jeg var så træt af at være i Odense,min søsters lig blev ført her til Langeland hendes mand kørte det til Svendborg og her var så en båd fra Ennebølle som hentede det der begravelsen stod her hos os og hun blev jordet på Snøde kirkegård,her var ingen bedt men her var alligevel et stort ligfølge.Vi sang salmerne ved begravelsen:At sige verden ret farvel og Herrens venner ingen sinde og Under dine vingers skygge.Den 1ste december 1886 gav Vorherre os en frisk og sund lille dreng han blev kun 5 dage gammel så tog han ham igen hjem til sig,han blev syg den 6te om middagen ved sengetid hentede vi jordemoderen som så var her hos os om natten,og gav vor lille dreng lidt at læske sig på engang imellem,men vi mærkede for hver time der gik,at han tabte sig mer og mer hen mod dag hentede vi så præsten,vor lille dreng blev holdt af sin fader og han svarede på forsagelsen og troen mens han blev døbt,vi gav ham navnet Thorvald,ved middagstid sov han så stille og roligt ind efter hele formiddagen at have stridt med døden,den12te blev han begravet.Her i hjemmet sang vi Sov mit barn og da var jeg opppe første gang et par timers tid den dag.-Den 2den januar 1ste søndag efter nytår gik jeg i kirke og blev ledt ind og vi sang første og sidste vers i kirken af salmen 384.-
Så havde vi da igen den store sorg at give afkald på det sidste barn som vi ejede her på denne jord,efter at have ham at glæde os ved i 7 år,han var i de 7 år han levede i faders og moders øjne en god dreng,stod noget for ham som noget slemt så gjorde han det aldrig,han var den fattiges ven, og han var en kreaturven,han var livlig sund og rask,men alligevel når vi talte sammen alvorlig og tænkende,han har tidt sagt,når vi talte sammen om døden at det kunne dog ligeså godt blive ham der kunne dø først som nogle ad os,kort før sin sygdom fortalte han en dag vor karl at han havde havt halssyge,men sagde han"Nu har jeg kun en gang at være syg til" og så kom også den sidste smertelige gang,det begyndte med gigtfeber og blev så til sidst til tyfus, de par første dage af sin sygdom græd han meget og sagde lille søde moder eller og lille søde fader hvad skal jeg dog gøre,men han mærkede snart, at hverken fader eller moder kunne hjælpe, så blev han stille og rolig og sagde,vi skal jo være tålmodige selv om vi skal lide noget,der er nok mange der er meget mere syge end jeg,disse ord kunne han sige trods det at han var så fuld af smerter at der ej var ro på ham i 5 minutter ad gangen i de 14 dage han lå syg.I begyndelsen af sin sygdom hørte han en aften noget der sang han spurgte os om vi ej kunne høre det ,men vi kunne ingenting høre,men nu tror vi, at det har været Vorherres engle der har sunget for ham,han blev så for hver en dag der gik mere svag og sagde at han helst ville død,hans fader sagde en dag til ham om han da virkelig kunne nænne at rejse fra fader og moder og vi skulle være så bedrøvede over at vi ej mere havde vor lille Valdemar dertil svarede han: jo det kan jeg godt og jeg vil da helst død.Den 4de januar 1888 blev han syg og den 18de i samme måned døde han,den 16de om morgenen sagde han at han døde inden aften,det gjorde han dog ej men han fik som et slags krampe men var ved sin gode forstand hele tiden,men vred sig af smerte i sengen og sagde:Lille moder vil du dog ikke bede til Jesus for mig gør det dog lille moder for jeg kan ikke selv,jeg og bedstefader bad så godt som vi kunne,hans fader kom så med dokteren,som han var løbet efter,og der kom så igen lidt mere ro over ham,vi havde skiftes med at våge Hans Peter og jeg,men denne nat ville han have os begge to,jeg sad ved sengen hos ham,men så sagde han:Sid herhen også fader sådan at jeg rigtig kan se dig jeg vil se dig hele tiden,så gik natten med sorg og med smerter som de andre var gået og så oprandt næste dag,som var hans fødselsdag,og den fødselsdag havde han glædet sig til lige siden forrige år det var hans fødselsdag,da hans fader om morgenen sagde tillykke min lille dreng,slog han sine små syge arme om hans hals og sagde:Tak lille fader.Det blev en alvorlig fødselsdag men han overlevede den dag,sidste dag kunne han ej tale,han sagde en gang op på dagen:"Moer kom" og senere hen på eftermiddagen sagde han "Nu kan jeg ej se med mine øjne længer",kort før han døde løftede Hans Peter ham op i sine arme, og hans øjne var da bleven så ualmindelig store og klare og han så da med et gennemtrængt blik på ham,han lagde ham igen ned og han sov så stille og roligt hen.-Herren hjælpe os at denne sorg for os vil føre os nærmere til ham.-Han blev begravet den 23de januar på Snøde kirkegård hans lille søster blev sat hen i samme grav som han,vore bedste og mest trofaste venner var mødt ved kirken for at følge vor lille elskede dreng til sit sidste hvilested.-Her i hjemmet før vi kørte med ham sang vi "Sov sødelig,sov blødelig" Ved graven sang vi "Alt står i Guds faderhånd" og "Sov sødt barnlille" det var hans yndlingssalmer. Velsignet dit minde du kære dreng,


Originalmanuskriptet findes i slægtspapirerne.

  Fødselsnotater:

(Forskning): Født Troværdighed: 3
Sensitive:0
(Date was given in record as 05 Sep 1852 AD.)

  Dødsnotater:

(Forskning): Død Troværdighed: 3
Sensitive:0
(Date was given in record as 06 Mar 1948 AD.)

  Begravelsesnotater:

(Forskning): Begravet Troværdighed: 3
Sensitive:0

Alette blev gift med Hans Peter Rasmussen, søn af Hans Rasmussen og Maren Kathrine Zachariasdatter, den 24 Mar. 1880 i Snøde Kirke. (Hans Peter Rasmussen blev født den 27 Jun. 1853 i Tressebølle, Langeland, dåb den 29 Jul. 1853 i Snøde Kirke, døde den 13 Sep. 1933 i St.Snøde, Langeland og blev begravet i Snøde Kirkegård Fra Hjemmet I St.Snøde.)

  Begivenheder i deres ægteskab:

• De findes i folketællingen 1916 i Snøde sammen med. Med sin mand og en søn og to tjenestefolk